Portrætmaleri
-et øjeblik af evighed
Portrætmaleri betegnes ofte som tilbageskuende, for ikke at sige reaktionært. Men snarere er det en genre inden for kunsten, som både har tilpasset sig og udfordret alle stilretninger, svinkeærinder og eksperimenter fra renæssancen til modernismen. Måske den eneste genre og retning, der er egentlig tidløs, og som har overlevet alle kunstretninger, eller rettere indlevet sig i dem alle.
Portrætkunst er en særlig disciplin. Der en vis strenghed og nogle krav til udøveren, først og fremmest visse tekniske krav og kravet om portrætlighed. Et godt portræt kan være nærgående og udfordrer næsten altid den portrætteredes blufærdighed og beskedenhed.
Portrættet er en form for billedkunst med sin helt egen tiltrækning og udfordring. Det blotstillede ansigt er et mirakel, et ordløst budskab om mødet med din næste. Det mest spændende ved portrætmaleri er at hæve billedet ud over den figurative afskrift, at gøre det til noget "mere" end en kopi. Det er at lave billeder, der kalder på sin tilskuer, billeder, der er værd at vende tilbage til. Portrætmaleri giver ikke meget plads til skødesløshed, overfladiskhed og uhæmmet fri udfoldelse.
Det er et udfordrende slid at få det øjeblik af evigheden ind i billedet.
Portrait painting is often described as retrospective, if not reactionary. But if anything it is a genre within art that has both adapted to and challenged all schools, detours and experiments from the Renaissance to Modernism. Perhaps the only genre and tendency that is really timeless, and which has survived all styles of art, or rather identified itself with them all.
Portrait art is a particular discipline. There is a certain strictness and some demands on the perpetrator, first and foremost certain technical demands and the demand regarding portrayal. A good portrait can be invasive and challenges almost always the subject’s bashfulness and modesty.
The portrait is a form of sculptural art with quite its own attraction and challenge. For me the uncovered, unadorned human face is a miracle, a non-vocal message about the encounter with one’s neighbour. The most exciting thing about portrait painting is to elevate the picture beyond figurative likeness, to make it into something ”more” than a copy. It is to make pictures that are worth revisiting. In portrait painting there is not much room for carelessness, superficiality and uninhibited free development.
It is a challenging grind to capture that moment of eternity in the picture.